 |
| Melange, Tullboden |
Jeg forsøgte første gang i foråret, tror jeg.
Jeg var der med Adam. Og jeg kom aldrig over starten.
Jeg var der med Adam. Og jeg kom aldrig over starten.
Nu var jeg her igen. Denne gang med David.
Jeg havde taget lidt efterårsferie. Besøgt min datter og barnebarn i København og var taget videre til Sverige.
Jeg trængte til at komme væk.
Hvis ikke jeg kunne lokke nogen med ud at klatre, så ville jeg bare sidde i Bohusläns Klättreklubs Stuga og lave ingenting i tre dage. Men vejret var med mig og min unge kammerat fra Oslo, David, kom forbi.
Vi startede tirsdag morgen på Melange.
Solen skinnede over Tullboden og men det var stadig køligt, så friktionen var i top. Jeg havde taget lidt efterårsferie. Besøgt min datter og barnebarn i København og var taget videre til Sverige.
Jeg trængte til at komme væk.
Hvis ikke jeg kunne lokke nogen med ud at klatre, så ville jeg bare sidde i Bohusläns Klättreklubs Stuga og lave ingenting i tre dage. Men vejret var med mig og min unge kammerat fra Oslo, David, kom forbi.
Vi startede tirsdag morgen på Melange.
David klatrede den i andet forsøg. Jeg måtte prøve fem - seks gange tirsdag. Uden succes. Eller rettere: Jeg havde succes. Jeg kom til tops, men ikke i den stil jeg gerne ville.
Det kræver måske lidt forklaring:
Når man klatre er der nogen gange "hængt" et reb op i forvejen. Dvs. man kan klatre, uden frygt for at falde i jorden eller falde langt og slå sig. Det kalder man topreb.
Når man "fører" så tager man rebet op, mens man klatrer. Undervejs ligger man kiler og cams, små aluminiums "sikringer", i ridser og sprækker i klippen, der skal holde, hvis og når man falder.
David førte den til tops og lavede et solidt anker hvor rebet blev lagt igennem så jeg kunne øve mig med større sikkerhedsmargin på topreb. Jeg kom til toppen ved flere forsøg, men fik den ikke ført uden at falde, hvilket er målet for mig.
Når jeg førte, var jeg ikke afslappet. Som David sagde efterfølgende: Du klatrede dårligt!
Jeg brugte aftenen til at tænke over det. Drøftede det med David, og Liz og Jonatan, som vi besøgte tirsdag aften. Jeg lånte "The Way of The Rock Warrior". Læste overskrifterne og fandt ikke rigtigt noget nyt.
Jeg vågnede onsdag morgen, med det mål at gå på Melange som det første, den morgen.
- Og bang, kom min migræne.
Hvad fanden var nu det for noget?
Jeg får migræne når jeg er stresset, når jeg har for meget om ørene.
Men sådan var det jo ikke her!
Pludselig faldt en tanke mig ind: Kan det være jeg holder mig selv tilbage. At jeg er bange for at vise mit fulde potentiale, at tro på hvad jeg i virkeligheden kan.
Jeg tog den med ro i løbet af dagen. Sikrede David på "Den Norske Stålbørste" på Ulorna. Da vi afsluttende sad på Röe Gård og drak kaffe, spurgte David om jeg skulle på Melange igen.
Jeg sad lidt. Tænkte. Og jo jeg skulle give den et sidste go.
I det sidste lys, med pandelampe fik jeg klatret Melange 7- Tullboden. Bohuslän. Sverige.
Hvorfor holder vi os tilbage?
Hvorfor gør vi ikke det, vi er allerbedst til, det som tjener os bedst?
Hvad er det der holder os tilbage?
Kan jeg på nogen måde hjælpe andre med at komme ud over dette, så de kan leve deres fulde potentiale?
Kan jeg gøre det gennem klatring?
Det vil jeg bruge de næste tre år på at undersøge
Jeg brugte aftenen til at tænke over det. Drøftede det med David, og Liz og Jonatan, som vi besøgte tirsdag aften. Jeg lånte "The Way of The Rock Warrior". Læste overskrifterne og fandt ikke rigtigt noget nyt.
Jeg vågnede onsdag morgen, med det mål at gå på Melange som det første, den morgen.
- Og bang, kom min migræne.
Hvad fanden var nu det for noget?
Jeg får migræne når jeg er stresset, når jeg har for meget om ørene.
Men sådan var det jo ikke her!
 |
| Ulorna |
Jeg tog den med ro i løbet af dagen. Sikrede David på "Den Norske Stålbørste" på Ulorna. Da vi afsluttende sad på Röe Gård og drak kaffe, spurgte David om jeg skulle på Melange igen.
Jeg sad lidt. Tænkte. Og jo jeg skulle give den et sidste go.
I det sidste lys, med pandelampe fik jeg klatret Melange 7- Tullboden. Bohuslän. Sverige.
Hvorfor holder vi os tilbage?
Hvorfor gør vi ikke det, vi er allerbedst til, det som tjener os bedst?
Hvad er det der holder os tilbage?
Kan jeg på nogen måde hjælpe andre med at komme ud over dette, så de kan leve deres fulde potentiale?
Kan jeg gøre det gennem klatring?
Det vil jeg bruge de næste tre år på at undersøge
Hej Asbjoern. Ser ud til vi nyder samme glæde af Bohuslæn. Jeg var ved Melange i går aftes og sov derude (havde ingen at klatre med). Sikken en flot rute. Kunne rigtigt godt tænke mig at tikke den, naturligvis med on-sight som mål, men den lyder svær! Anyway, fedt med et write-up på ruten.
SvarSlet