fredag den 20. oktober 2017

Melange,Tullboden. Bohuslän, Sverige.

Melange, Tullboden
Jeg har været på Melange flere gange i de sidste to dage.
Jeg forsøgte første gang i foråret, tror jeg.
Jeg var der med Adam. Og jeg kom aldrig over starten.
Nu var jeg her igen. Denne gang med David.
Jeg havde taget lidt efterårsferie. Besøgt min datter og barnebarn i København og var taget videre til Sverige.


Jeg trængte til at komme væk.
Hvis ikke jeg kunne lokke nogen med ud at klatre, så ville jeg bare sidde i Bohusläns Klättreklubs Stuga og lave ingenting i tre dage. Men vejret var med mig og min unge kammerat fra Oslo, David, kom forbi.


Vi startede tirsdag morgen på Melange.
Solen skinnede over Tullboden og men det var stadig køligt, så friktionen var i top.
David klatrede den i andet forsøg. Jeg måtte prøve fem - seks gange tirsdag. Uden succes. Eller rettere: Jeg havde succes. Jeg kom til tops, men ikke i den stil jeg gerne ville.


Det kræver måske lidt forklaring:
Når man klatre er der nogen gange "hængt" et reb op i forvejen. Dvs. man kan klatre, uden frygt for at falde i jorden eller falde langt og slå sig. Det kalder man topreb.
Når man "fører" så tager man rebet op, mens man klatrer. Undervejs ligger man kiler og cams, små aluminiums "sikringer", i ridser og sprækker i klippen, der skal holde, hvis og når man falder.


David førte den til tops og lavede et solidt anker hvor rebet blev lagt igennem så jeg kunne øve mig med større sikkerhedsmargin på topreb. Jeg kom til toppen ved flere forsøg, men fik den ikke ført uden at falde, hvilket er målet for mig.
Når jeg førte, var jeg ikke afslappet. Som David sagde efterfølgende: Du klatrede dårligt!
Jeg brugte aftenen til at tænke over det. Drøftede det med David, og Liz og Jonatan, som vi besøgte tirsdag aften. Jeg lånte "The Way of The Rock Warrior". Læste overskrifterne og fandt ikke rigtigt noget nyt.


Jeg vågnede onsdag morgen, med det mål at gå på Melange som det første, den morgen.
- Og bang, kom min migræne.
Hvad fanden var nu det for noget?
Jeg får migræne når jeg er stresset, når jeg har for meget om ørene.
Men sådan var det jo ikke her!
Ulorna
Pludselig faldt en tanke mig ind: Kan det være jeg holder mig selv tilbage. At jeg er bange for at vise mit fulde potentiale, at tro på hvad jeg i virkeligheden kan.

Jeg tog den med ro i løbet af dagen. Sikrede David på "Den Norske Stålbørste" på Ulorna. Da vi afsluttende sad på Röe Gård og drak kaffe, spurgte David om jeg skulle på Melange igen.
Jeg sad lidt. Tænkte. Og jo jeg skulle give den et sidste go.
I det sidste lys, med pandelampe fik jeg klatret Melange 7- Tullboden. Bohuslän. Sverige.


Hvorfor holder vi os tilbage?
Hvorfor gør vi ikke det, vi er allerbedst til, det som tjener os bedst?
Hvad er det der holder os tilbage?
Kan jeg på nogen måde hjælpe andre med at komme ud over dette, så de kan leve deres fulde potentiale?
Kan jeg gøre det gennem klatring?
Det vil jeg bruge de næste tre år på at undersøge



torsdag den 12. oktober 2017

Refleksioner over en god weekend.

Jeg har lige været i Bohuslän. Igen.
Det er jeg ret tit. Faktisk så ofte jeg kan.
Denne weekend var bare bedre end ellers. Rigere. Dybere.
Faktisk nok den bedste weekend jeg har haft i Bohuslän rigtig længe.
Racking op inden "Slåttermaskinen"
på Björkberget
Hvis ikke DEN bedste.
Den blev ved med at blive bedre. Vi snakkede om det. Hvad kunne det næste være? Vi anede det ikke men alligevel, fortsatte det kun i den gode retning.
Hvad gjorde forskellen?
Hvorfor var denne weekend bare bedre og hvad gjorde jeg for at det skulle blive bedre?
Jeg er ikke sikker på svarene, men jeg tror et par pointer kan være:

  • Jeg havde ingen forventninger.
  • Jeg lod omstændighederne bestemme.
  • Mine egne behov var mindre vigtige. 
  • Jeg var afslappet og forsøgte at nyde hvad der var.
- Og så havde jeg den bedste weekend. Selv da jeg, på ingen måde, kunne klatre "Slåttermaskinen" blev det en succes. Jeg prøvede og fløj af. Jeg kunne af en eller anden grund ikke frembringe det rigtige "Umf". Altså det ekstra krudt eller GO der skulle til. Jeg riggede derfor et topreb og prøvede igen. Jeg klatrede herefter "Slåttermaskinen" ret let, hvilket, i klatreverdenen er forståeligt. Topreb giver end anden sikkerhed end når man selv skal ligge sine sikringer i klippen, stole på at de holder een, hvis man falder, og så klatre med dem som eneste sikkerhed. 
Men det gik op for mig at frygten sad et helt andet sted. 
Slåttermaskinen er en sprække i en klippe. Denne sprække er ujævn og skarp. Man hænger altså med fingrene i dette skarpe rids, som det hedder i klatresproget, mens fødderne forsøger at finde ståsted, danne friktion på en stort set blankt klippeside. Og som det står i Klatreføreren for området: "... där fingrarna blir bitna om føtterna glider" 
Mens jeg hang der, gik det op for mig, at jeg ikke turde klatre 100 %. Jeg turde ikke stikke fingrene helt, dybt ind i ridset, hvor jeg kunne få ordentligt fat. Jeg stak dem kun halvt ind og hang derfor bogstavligt kun i med fingerspidserne. Af frygt for at få "bitna" fingre.
Da jeg blev klar over dette og stak fingrene i bund i ridset, blev det meget mindre skræmmende. Selv da mine fødder gled, sad mine fingre så godt, at jeg ikke faldt. 

En pointe, af den lomme-filosofiske art, på det kunne være: 


Hvis du giver dig i kast med noget der er svært, skal du vove at stikke fingrene ordentlig ned i det. Slippe frygten for at det går galt, bide tænderne sammen og så give den alt hvad du har!

mandag den 18. september 2017

- Og jeg der lige tænkte: Nu gider jeg ikke kæmpe mere. Nu glider jeg MED strømmen.

Efter i længere tid at have haft en oplevelse af at kæmpe i mod øget bureaukratiseringer og New Public Managements febrile behov for målrationalitet og dokumentation, mod pædagogisk selv-nedvurderinger, og organisatoriske uigennemsigtigheder, er jeg virkelig glad for at nogen har sat ord på dette:
"..de samfundsmæssige ændringer og særligt den økonomiske rationalitet, (har) tilsidesat en fri og kritisk offentlighed. (...) Pædagoger oplever at de ikke bliver hørt, og deres mulighed for at præge omgivelserne er minimale. (...) Aktørerne inden for det pædagogiske område er gradvist blevet frataget muligheden for at være med til at debattere og præge udviklingen på henholdsvis institutions-, kommunalt og samfundsmæssigt niveau. Legitimering af fjernelse af (pædagogers) myndighed hentes i argumentationen, der bygger på (... at) der er brug for at effektivisere det pædagogiske arbejde, og der er brug for at forbedre børns, unges og voksnes kundskaber. Klare mål, midler, dokumentation og evaluering menes at kunne skabe mere eller mindre målbare resultater" Rasmus Willig. Unni Lind.Pædagogik. 2015. s 28
Måske er der et paradigme skifte på vej, hvor vi, som pædagoger, tør stå ved vores faglighed, også selvom lederen, lægen, psykiateren ikke umiddelbart er enig. Hvor kritik bliver modtaget ligeværdigt mellem fagpersoner.
"Pædagogik som en kritisk metier er konstruktiv, fordi kritik ikke kun handler om at kritisere og bryde ned. Den kan fagligt begrundes og er afhængig af en faglig dømmekraft. Kritik af det, man ser og oplever, følgers nemig op af overvejelser og forslag til veje man kan eller bør gå."
"Når pædagoger fratages muligheden for kritik eller (...) ligefrem negligeres, fratages de muligheden for at arbejde pædagogisk kvalificeret"  Unni Lind.Pædagogik. 2015. s 29
Jeg skulle lige ordne et par ting på min computer på vej ud af døren, da jeg faldt over denne artike

https://www.ukclimbing.com/articles/page.php?id=8502
Den må jeg undersøge nærmere når jeg kommer hjem fra Hyttetur med mine nye medstuderende
Dette er min nye uddannelses-blog.
Den skal dokumentere bevægelser i min uddannelse, i min viden.
Denne søgen efter mere.
Måske er det hele godt nok, men jeg har stadig en trang til mere..
Her skal jeg både give og tage i mod for at få den bedste uddannelse.
Jeg har længe søgt at uddanne mig, sportsligt, håndværksmæssigt, undervisningsmæssigt.
Også som fagperson med mit arbejde. Men det har længe mødt modstand. Jeg har villet eet, og min arbejdsplads noget andet. Jeg har prøvet at få det på "min" måde, men har opgivet modstanden og prøver nu at glide med strømmen, i stedet for at kæmpe i mod, som ellers har været løsningen på det meste i mit liv.
Finn Skårderud skriver: ".. Modstand er en sikker metode til at føle at man lever" (Uro. 1999 S. 10)
Måske er det også derfor jeg klatrer: For at mærke mig selv mere.

Melange,Tullboden. Bohuslän, Sverige.

Melange, Tullboden Jeg har været på Melange flere gange i de sidste to dage. Jeg forsøgte første gang i foråret, tror jeg. Jeg var d...